Håb er det sidste håb

I flere af nyeste Blockbuster og animations film virker det som om det eneste reelle våben i mod ondskab, krig og naturkatastrofer er troen og håbet på det gode.

X-men days of future past, som er en filmanalogi over vores tids kriser. – Kriser som som bunder i menneskets egne dårlige valg, starter med disse vise ord fra professor Xavior:

Are we destined down this path, destined to destroy ourselves like so many species before us? Or can we evolve fast enough to change ourselves… change our fate? Is the future truly set?

Og ender med disse.

Countless choices define our fate: each choice, each moment, a moment in the ripple of time. Enough ripple, and you change the tide… for the future is never truly set.

I days of future past, vendes en krise rundt fordi troen vækkes i kynikeren. professor Xavier for besøg i fortiden af Wolverine, der får vendt en kynisk ung professor, til en der tør tro igen. Fortiden opsøges, og igennem hvad psykoterapien måske vil kalde en forsoning med sig selv, ændres vores skæbne.

Budskabet er således, hvis det er en reference til en af nutidens kriser, om det er den økonomiske eller den geologiske, at mennesket bør forsones med sin forurenende eller amoralske fortid, for at ændre den bane vi er i. For lige meget hvor slemt det står til nu. Om verden er ved at kollapse, kan der altid ske noget ny. Vi må for alt i verden ikke miste håbet. For håbet vil redde os.

Håb er også det eneste der redder de to hovedpersoner fra to af de bedste animerede rutjebanefilm i nyere tid: KungFu Panda og Lego – the movie. Hverken den klodsede Panda Po, eller den lettere tumpede lego-mand Emmet har nogle specielle forudsætninger for at redde hver deres animerede univers udover udover deres tro på egne ikke eksisterende evner.

Begge figurer får fortalt den samme løgnehistorie om at de er blevet udvalgt og at en forudsigelse siger i, at fordi de blev udvalgt, så er de specielle og vil redde deres verden fra en ond trussel – i kung fu panda en ond sneleopard ved navn Tai Lung og i Legofilmen er den onde kapitalisten President/lord Bussiness.

Med tiden begynder løgnen/forudsigelsen at virke på de to helt åbenlyse anti-helte, (Panda Po er tyk og doven, og legoklodsen Emmet er dum og normcore), og de begynder selv at tro på deres specielle evner, men da de så alligevel fejler –  bliver det åbenlyst,  som eksemplificeret i kung fu panda – af pandaens far – der er en gås – at farens berømte nuddelsuppe ikke har nogle hemmelig opskrift. Det er en ganske almindelig nuddelsuppe, ligesom Po er en helt almindelig panda. Men troen på nudelsuppens hemmelige og særlige opskrift har gjort den speciel.

Pandaen Po og Legoklodsen Emmet finder begge ud af, at selvom de ikke var specielle, så kan de alligevel redde deres univers – sålænge de selv og omverdenen tror og ikke mindst håber på løgnens sandhed.

Som troldmanden, der har fundet på forudsigelsen om Emmets særlige kvaliteter fortæller Emmet:

Emmet,(…) The reason I made up the prophecy was because I knew that whoever found the piece could become the special. Because the only thing anyone needs to be special is to believe that you can be. I know that sounds like a cat poster but it’s true. Look at what you did when you believed you were special. You just need to believe it some more.

Moralen er i alle disse hollywood film, som baserer deres håb på håb, er at det eneste der afholder os fra en bedre verden, er manglende tro på at vi faktisk kan ændre noget. Og måske er dette budskab, på trods af dets ideologiske og idealistiske karakter alligevel bedre end det som Zizek mener at kunne læse ud af nutidens blockbustere – at vi har nemmere ved at forestille os verdens endelige end en anden verdensorden.

Hollywoods og byggemands bobs slogan er (ikke ulig Obamas) ”Can we fix it? Yes We Can!”. En optimisme der måske bedre end den kritiske venstrefløjs realistiske passivitet, hvor troen på forandring er forsvundet.